11. juli 2011
Det er mig en ære hr. isbjørn
Skrevet af Christian Johnsen
Der er 8 dage til afrejse.
Hele holdet løber lidt rundt om sig selv for at få afsluttet de
sidste ting; Våbenpasset til vores anden riffel er kun netop kommet
fra Grønland, de sidste opladere og stik til kommunikations- og
måleudstyr er indkøbt og energidrikken med de ekstra vigtige
kalorier er på trapperne.
Ugen op til bruger vi på at få kodet vores GPS'er med alle
positioner, trykt vandtætte kort og samlet det sidste udstyr sammen
- og ikke mindst på at blive mentalt klar til det store eventyr.
Fredag den 15. mødes vi hos Bruno og pakker i fællesskab. Det er
vores formodning, at fire hjerner skaber et bedre overblik end en.
Vi får under pakningen også besøg af vores absolut vigtigste
rådgiver og konsulent, tidligere medlem af Sirius-patruljen Per
Bang. Uden Per og hans store viden om naturen og området var
ekspeditionen aldrig kommet op at stå - og på rigtig mange niveauer
skylder vi ham stor tak for hans værdifulde indsats og
selvopofrelse. Per, du ved hvad vi mener.
Selve pakningen bliver et studie i begrænsningens kunst. Pladsen
i vores kajakker er trang - og der er kun os selv til at flytte
vores grej knap 1.000 km. Der er på sådan en tur ikke lagt op til,
at man skifter undertøj hver dag. Så på trods af at vi sejler i
kajakker, der er lidt større end dem vi normalt ville bruge, så
medbringer vi kun det allermest nødvendige. Vi har en del
elektronisk udstyr med os, dels i form af kommunikations- og
kameraudstyr og dels i form af det udstyr, som vi skal bruge til
opmålingen af Waltershausen Gletscheren. Udfordringen i en havkajak
ligger naturligvis i at holde alt dette dyre og følsomme grej
tørt!
Denne sidste uge siger vi også farvel til koner, kærester og
børn. De har tilladt deres mænd at tage afsted på denne tur på
trods af det savn og den ængstelse, som det ganske sikkert vil
medføre mens vi er væk. Om det siger Bruno fx:
"Tove var cool med at give mig lov til at tage afsted, mens hun
passer tøserne. Hun kan se, at det er noget jeg virkelig brænder
for - og i stedet for at begrænse mig, regner hun med, at jeg
kommer hjem med ny energi og en kæmpe oplevelse rigere. Hun er mest
nervøs for isbjørne, men i og med, at vi har taget vores
forholdsregler med sikring af lejr, rifler, mm. er hun blevet
forholdsvis tryg."
Simon har opnået nogenlunde samme reaktion på hjemmefronten:
"Louise synes det er fantastisk, at jeg kan få denne store
oplevelse. Hun mener, at man skal leve sine drømme ud - samtidig
glæder hun sig også til, at jeg er sikkert hjemme igen.
Og Søren fortsætter:
"Det bliver hårdt at trække stikket ud, at savne sine unger og
sin kæreste - men af erfaring ved jeg, at det kommer tifold igen,
når vi kommer hjem."
Undertegnede oplevede - hvad der måske er forståeligt nok - en
knap så begrænset jubel, da jeg serverede budskabet om den unikke
mulighed for at tage på eventyr. Men efter at Jannie havde deltaget
i et af vores planlægningsmøder, fik hun indblik i, hvor
velforberedte vi i virkeligheden har forsøgt at være. Det
beroliger.
Det der skaber mest ængstelse hos koner og kærester er uden
tvivl, hvis vi kommer i nærkontakt med isbjørne. Vi har dog
forberedt os grundigt på et eventuelt møde med dette formidable
rovdyr. Lejren bliver hver nat sikret med snubletråd og akustisk
alarm - og vi laver også en mere rudimentær isbjørnearlarm i form
af tomme gryder og konserves med madrester, som bjørnen vil blive
tiltrukket af, skramle med og således gøre os opmærksom på sin
tilstedeværelse. Skulle vi være tvunget til at overnatte i et
område, hvor vi har set en bjørn, så kører vi vagtskifte natten
igennem. Vi har i den forbindelse fordelen af, at det er lyst
døgnet rundt.
Begge vore konsulenter, ex Sirius Per Bang og ex jægersoldat
Morten Grundsøe, har desuden givet os en grundig indføring i,
hvordan man som gruppe håndterer mødet med en isbjørn: Lav larm,
slå metal mod metal, gør jer store, fyr eventuelt signalstifter ned
foran bjørnen. Det er kun i yderste nødstilfælde, at vi griber til
våben - vi vil til hver en tid forsøge at skræmme den bort.
For når alt kommer til alt, så skal man huske, at det at møde en
isbjørn i sine naturlige omgivelser er en stor ære.