Det er mig en ære hr. isbjørn

Skrevet af Christian Johnsen

Der er 8 dage til afrejse.

Hele holdet løber lidt rundt om sig selv for at få afsluttet de sidste ting; Våbenpasset til vores anden riffel er kun netop kommet fra Grønland, de sidste opladere og stik til kommunikations- og måleudstyr er indkøbt og energidrikken med de ekstra vigtige kalorier er på trapperne.

Ugen op til bruger vi på at få kodet vores GPS'er med alle positioner, trykt vandtætte kort og samlet det sidste udstyr sammen - og ikke mindst på at blive mentalt klar til det store eventyr. Fredag den 15. mødes vi hos Bruno og pakker i fællesskab. Det er vores formodning, at fire hjerner skaber et bedre overblik end en. Vi får under pakningen også besøg af vores absolut vigtigste rådgiver og konsulent, tidligere medlem af Sirius-patruljen Per Bang. Uden Per og hans store viden om naturen og området var ekspeditionen aldrig kommet op at stå - og på rigtig mange niveauer skylder vi ham stor tak for hans værdifulde indsats og selvopofrelse. Per, du ved hvad vi mener.

Selve pakningen bliver et studie i begrænsningens kunst. Pladsen i vores kajakker er trang - og der er kun os selv til at flytte vores grej knap 1.000 km. Der er på sådan en tur ikke lagt op til, at man skifter undertøj hver dag. Så på trods af at vi sejler i kajakker, der er lidt større end dem vi normalt ville bruge, så medbringer vi kun det allermest nødvendige. Vi har en del elektronisk udstyr med os, dels i form af kommunikations- og kameraudstyr og dels i form af det udstyr, som vi skal bruge til opmålingen af Waltershausen Gletscheren. Udfordringen i en havkajak ligger naturligvis i at holde alt dette dyre og følsomme grej tørt!

Denne sidste uge siger vi også farvel til koner, kærester og børn. De har tilladt deres mænd at tage afsted på denne tur på trods af det savn og den ængstelse, som det ganske sikkert vil medføre mens vi er væk. Om det siger Bruno fx:

"Tove var cool med at give mig lov til at tage afsted, mens hun passer tøserne. Hun kan se, at det er noget jeg virkelig brænder for - og i stedet for at begrænse mig, regner hun med, at jeg kommer hjem med ny energi og en kæmpe oplevelse rigere. Hun er mest nervøs for isbjørne, men i og med, at vi har taget vores forholdsregler med sikring af lejr, rifler, mm. er hun blevet forholdsvis tryg."

Simon har opnået nogenlunde samme reaktion på hjemmefronten:

"Louise synes det er fantastisk, at jeg kan få denne store oplevelse. Hun mener, at man skal leve sine drømme ud - samtidig glæder hun sig også til, at jeg er sikkert hjemme igen.

Og Søren fortsætter:

"Det bliver hårdt at trække stikket ud, at savne sine unger og sin kæreste - men af erfaring ved jeg, at det kommer tifold igen, når vi kommer hjem."

Undertegnede oplevede - hvad der måske er forståeligt nok - en knap så begrænset jubel, da jeg serverede budskabet om den unikke mulighed for at tage på eventyr. Men efter at Jannie havde deltaget i et af vores planlægningsmøder, fik hun indblik i, hvor velforberedte vi i virkeligheden har forsøgt at være. Det beroliger.

Det der skaber mest ængstelse hos koner og kærester er uden tvivl, hvis vi kommer i nærkontakt med isbjørne. Vi har dog forberedt os grundigt på et eventuelt møde med dette formidable rovdyr. Lejren bliver hver nat sikret med snubletråd og akustisk alarm - og vi laver også en mere rudimentær isbjørnearlarm i form af tomme gryder og konserves med madrester, som bjørnen vil blive tiltrukket af, skramle med og således gøre os opmærksom på sin tilstedeværelse. Skulle vi være tvunget til at overnatte i et område, hvor vi har set en bjørn, så kører vi vagtskifte natten igennem. Vi har i den forbindelse fordelen af, at det er lyst døgnet rundt.

Begge vore konsulenter, ex Sirius Per Bang og ex jægersoldat Morten Grundsøe, har desuden givet os en grundig indføring i, hvordan man som gruppe håndterer mødet med en isbjørn: Lav larm, slå metal mod metal, gør jer store, fyr eventuelt signalstifter ned foran bjørnen. Det er kun i yderste nødstilfælde, at vi griber til våben - vi vil til hver en tid forsøge at skræmme den bort.

For når alt kommer til alt, så skal man huske, at det at møde en isbjørn i sine naturlige omgivelser er en stor ære.